1. PRINCIPPET OM BÆREDYGTIGHED SKAL INDSKRIVES I GRUNDLOVEN OG INDARBEJDES I RETSPRAKSIS
Der er i dag en række retlige barrierer
for en bæredygtig udvikling, og der er behov for omstilling til en bæredygtig
retsorden. En sådan er en forudsætning for reelt at sikre borgernes mulighed
for at deltage i beslutningsprocesser og for at sikre helhedsvurderinger og
realisering af miljøhensyn i alle sektorer. Et vigtigt skridt i retning af omstilling
til en bæredygtig retsorden er at grundlovssikre et bæredygtighedsprincip om
såvel ret som pligt til bevarelse af naturgrundlaget og et rent miljø. Det vil
befordre en generel omstilling af den retlige tankegang og af de principper,
der anvendes ved fortolkning af regler og udøvelse af skøn.
Bæredygtighedstanken er ikke i dag
en del af den danske grundlov, som først og fremmest er præget af frihedsrettigheder
for den enkelte, bl.a. beskyttelse af ejendomsrettens ukrænkelighed.
Det afspejles i retspraksis, bl.a.
sådan at sagsøger normalt skal være berørt individuelt og direkte for at opnå
retslig beskyttelse af miljøet. Der er behov for en ændring af den retlige tankegang
sådan at såvel enkeltpersoner som borgergrupper og miljøorganisationer sikres
mulighed for retslig beskyttelse af de fælles ressourcer, naturen eller fremtidige
generationers interesser.
I de fleste moderne grundlove er
bæredygtighed indskrevet som en del af de grundlæggende værdier. F.eks. fik
Norge og Finland i løbet af 1990’erne indført grundlovsbestemmelser om bæredygtig
udvikling. I disse lande har retspraksis således bidraget til en udvikling,
der er præget af en forståelse for, at individuelle interesser ikke altid er
dem, der skal beskyttes mest.
Den danske grundlov bør fastlægge både
en materiel og en processuel ret til beskyttelse af de fælles ressourcer. Borgere
skal have en grundlovsfæstet ret til et miljø som sikrer sundhed og til en natur,
hvis produktionsevne og mangfoldighed bevares. Grundloven skal også sikre såvel
enkeltpersoner som borgergrupper og miljøorganisationer en ret til miljøoplysninger,
deltagelse i beslutningsprocesser der går forud for vedtagelse af regler og
afgørelser, klageadgang til administrative myndigheder samt søgsmål ved domstolene.
Samtidig bør grundloven fastlægge en pligt såvel for borgere som for myndigheder
til at disponere over natur-ens ressourcer ud fra en langsigtet og helheds-orienteret
betragtning, der sikrer de samme rettig-heder
også for fremtidige generationer.
- Regering og Folketing opfordres
til at tage initiativ til en grundlovsrevision, hvor et bæredygtighedsprincip
om bevarelse af naturgrundlaget indskrives som en del af de grundlæggende værdier
i det danske retssystem, både som materiel og processuel ret og som pligt for
borgerne, samt som pligt for myndighederne.
2. EN NY ØKONOMISK TYNGDELOV SKAL INDFØRES
Arbejdskraft skal gøres billig, og knappe
naturressourcer samt forurenende
produkter og aktiviteter dyre
En økologisk skattereform, der letter
beskatningen på arbejde og i stedet henter pengene hjem på ressourceforbruget,
kombineret med grønne afgifter, der anvendes rent adfærdsregulerende, kan ændre
de økonomiske spilleregler til at fremme en bæredygtig udvikling.
Højere priser på ressourcer og lavere
lønomkostninger vil ændre sammensætningen af arbejdsmarkedet og den form for
teknologi, der investeres i at udvikle. Det betyder, at vi bedre vil kunne købe
ting og tjenester, der har krævet en stor menneskelig indsats i form af forskning,
design, håndværk, omsorg etc. Det vil kunne betale sig at få ting repareret
i stedet for at smide væk og købe nyt. Vi vil få råd til at bruge mere tid på
at gøre tingene ordentligt, fordi arbejdskraft bliver billigere. Samtidig vil
det blive dyrere at importere varer langvejs fra og dyrere at rejse langt for
at arbejde. Dette vil dels fremme brugen af lokale ressourcer, dels vil det
sætte skub i brugen af elektronisk kommunikation som erstatning for fysisk transport
og rejser.
Så længe prisen på transport er urealistisk
lav, vil den bedre elektroniske kommunikation snarere give os nye grunde til
at rejse for at møde mennesker og steder, vi har kommunikeret med på nettet. En afgiftsbelægning af transport
er derfor afgørende for, at udviklingen af informationsteknologien ikke vil
føre til en stadig mere ressourceforbrugende livsstil. Også det boom i verdenshandelen,
som forventes i kølvandet på WTO-aftalerne om frihandel, må imødegås. Hvis ikke
verdenshandelen er baseret på tilnærmelsesvist “realistiske” priser på råstoffer
og omkostninger ved transportarbejde, vil WTO-aftalerne virke destruktive og
sætte yderligere fart i en økonomisk udvikling, der miljømæssigt er helt ude
af balance.
- Vi opfordrer regering og Folketing
til at gå videre med en grøn skatte- og afgiftspolitik, der lader knappe naturressourcer
bære beskatning, mens beskatningen af arbejde lettes, og som lader forurenende
produkter og aktiviteter bære afgifter og dermed stiller miljøvenlige alternativer
bedre i konkurrencen.
Indfør forbrugsafhængig betaling
kombineret med “ikke-forbrugs-belønning”
Adfærdsregulering via grønne afgifter
og økonomiske incitamenter kan skrues sammen på mere eller mindre effektive
og retfærdige måder. På en række områder bør der indføres direkte forbrugsafhængig
betaling og dermed belønning af “ikke-forbrug” og miljørigtig adfærd.
Princippet bør være tosidet, således
at “ressourceforbrugere” og “miljøbelastere” betaler, hvorimod “ikke-forbrugere”
belønnes økonomisk. F.eks. bør de private omkostninger ved bilkørsel omlægges,
så vægtafgift og evt. også forsikringspræmie bliver billigere, jo mindre man
kører, evt. kombineret med en afgiftssats pr. kørt kilometer.
- Vi opfordrer regering og Folketing
til at indføre princippet om “forbrugsbetaling”, kombineret med “ikke-forbrugs-belønning”
på miljø- og ressourceområdet.
Investeringer i bæredygtighed skal fremmes
Det er vigtigt at fremme investeringer
i bæredygtig teknologi og projekter, der bygger på bæredygtighedsprincipper.
Denne type projekter vil typisk have en lang tidshorisont eller på anden måde
komme til kort over for krav om maksimering af økonomisk afkast. Pensionskasserne
råder over mange investeringsmidler, som er bundne over en årrække. Samfundet
understøtter pensionsopsparinger via skattefradrag og bør derfor med rimelighed
kunne stille krav til investeringen af disse midler.
- Vi opfordrer regering og Folketing
til at stille krav om, at pensionskasser og andre institutionelle investorer
investerer i bæredygtig udvikling. Et vigtigt skridt er her at sikre, at disse
investorer kan investere også i mindre virksomheder og langsigtede projekter,
uden at komme i konflikt med lovgivningsmæssige og formelle krav om maksimalt
afkast på kort sigt.
3. RENERE TEKNOLOGIER SKAL FREMMES
Mindre ressourceforbrug og affaldsdannelse
Ud fra en beregning af det økologiske
– miljømæssige – råderum kan det fastslås, at vi i de rige vestlige lande inden
for de nærmeste årtier skal reducere vores forbrug af råstoffer og udledningen
af forurening med 90%, en såkaldt faktor 10. I Nordisk Ministerråds udredningsarbejde
om faktor 4 og faktor 10 konkluderes det, at det med de nu kendte teknologier
er muligt at reducere ressourceforbruget med en faktor 4 i år 2030 og en faktor
10 i år 2050. Af konklusionen fremgår det også, at dette ikke er muligt uden
radikale ændringer i såvel individuelle og samfundsmæssige værdier som i lovgivningen.
Samme konklusioner er blevet fremført af forskere og miljøorganisationer andre
steder i Europa.
I forbindelse med en faktor 10-reduktion
vil det teknisk og materielt set være nødvendigt med tiltag inden for følgende
områder:
- Udvikling og anvendelse af mere holdbare produkter (længere levetid)
- Udvikling og anvendelse af dematerialiserede produkter (dvs. produkter, der kan levere samme service eller ydelse med mindst 10 gange mindre forbrug af råstoffer)
- Øget genbrug og genanvendelse bl.a. i form af industriel symbiose (hvor affald fra én industri bruges som input i en anden)
- En generel stagnation eller et direkte fald i forbruget (ydelser og produkter pr. borger)
- Vi forventer, at regering og Folketing
vil leve op til folketingsbeslutningen fra 1995 om at kommende miljøhandlingsplaner
skal bygge på tankegangen om det økologiske råderum. Ved udarbejdelsen af den
nationale handlingsplan for bæredygtig udvikling opfordrer vi til at tage udgangspunkt
i tankegangen om det økologiske råderum og det heraf afledte ambitionsniveau
om at reducere samfundets samlede råstofforbrug såvel som affaldsdannelse med
en faktor 10 inden år 2050.
På CO2-området har den danske regering
vedtaget at reducere udledningen med 20% i forhold til 1988 inden år 2005. Energiplanen
“Energi 21” fra 1996 indeholder sigtemål om 50% reduktion i CO2-udledningerne
i år 2030 i forhold til 1990.
Skal Danmark imidlertid opfylde sin
andel af en global forpligtigelse om at stabilisere – og på sigt reducere –
drivhuseffekten, er det nødvendigt med en reduktion i størrelsesorden ca. 50%
allerede i år 2010 i forhold til 1990! Både praktisk og teknologisk er det muligt
at reducere CO2-udledningerne betydeligt, uden at det behøver at betyde nedsat
velfærd. Ifølge Miljø- og Energiministeriet kunne det samlede energiforbrug
halveres ved at foretage en konsekvent udskiftning af eludstyr til det mest
energieffektive på markedet.
- Vi opfordrer regering og Folketing
til at fremme udnyttelsen af de store muligheder for energibesparelser i alle
sektorer og fremme overgangen til vedvarende energi for som minimum at nå sin
CO2-målsætning i år 2005 og de sigtemål, som den danske regering har opstillet
om en halvering af CO2-udledningen. Et af virkemidlerne hertil bør være at hæve
prisen på energi, så den i langt højere grad afspejler de samfundsmæssige omkostninger.
Udfasning af farlige stoffer
Der bruges i Danmark i dag omkring
20.000 forskellige kemiske stoffer. Kun en del af disse stoffer er undersøgt
for deres virkning på sundheden eller miljøet. Af disse har Miljøstyrelsen registreret
ca. 1.400 stoffer, som har betænkelige sundheds- og miljømæssige effekter. Det
er stoffer, der stadig benyttes i Danmark, og som er kræftfremkaldende, skadelige
for forplantningsevnen og arveanlæggene, allergifremkaldende, miljøfarlige eller
på anden måde meget giftige.
- Vi kan som borgere ikke acceptere,
at hensyn til bestemte erhvervsinteresser sættes over hensynet til vores og
vores børns liv og sundhed, og opfordrer regering og Folketing til at forbyde
brugen af farlige stoffer uden at afvente de alt for langsomt fremadskridende
internationale bestræbelser på området.
Forskning og udvikling
En omlægning til bæredygtige samfundsstrukturer
og adfærdsmønstre bør understøttes af nye, rene teknologier, der reducerer stof-
og energiforbrug, materialespild, brug af skadelige stoffer mv.
- Regering og Folketing opfordres til
i sin forsknings- og udviklingspolitik at prioritere udvikling af renere teknologier.
Områder, der også eksport- og beskæftigelsesmæssigt rummer et betydeligt
potentiale for Danmark.
Relevante indsatsområder vil f.eks. være:
- Miljømæssige perspektiver ved informationsteknologien og digitaliseringen
- Brændselsceller
- Biomaterialer til afløsning af plast
- Robot-/sensorteknologi til affaldssortering
- Økologiske driftsformer i jordbruget
- Erstatning af miljøfremmede stoffer
- Miljøvenligt byggeri og byøkologi
4. ET BÆREDYGTIGT ARBEJDSLIV SKAL PRIORITERES
Et bæredygtigt arbejdsliv indebærer, at
alle kan arbejde et helt liv uden
at blive syge og nedslidte af deres arbejde. Det vil sige, at der skal skabes
et fysisk og psykisk sundt miljø på alle arbejdspladser. Arbejdsskader skal
forebygges og udstødningen fra arbejdsmarkedet standses. Det vil være til gavn
for både den enkelte og for samfundet.
Udviklingen af et bæredygtigt arbejdsliv
skal desuden tage afsæt i helhedstænkning. Det indebærer, at arbejdsmiljøforhold
også skal ses i forhold til organisatorisk og teknologisk udvikling, og at samspillet
mellem arbejdsliv og privatliv skal bringes i fokus.
- Regering og Folketing opfordres
til at indarbejde en forebyggende arbejdsmiljøindsats i de politiske initiativer,
der berører arbejdsmarkedet. Ud over arbejdsmarkedspolitikken gælder det især
miljø-, social-, erhvervs-, sundheds- og uddannelsespolitikken.
Medarbejderne skal deltage aktivt
i virksomhedernes miljøindsats, og deres faglige indsigt og erfaringer skal
inddrages i bestræbelserne på at opnå miljøforbedringer. Dette indebærer, at
medarbejderne uddannes i forebyggende miljøarbejde for at opnå kompetence til
at handle i relation hertil. Udviklingen af miljøkompetencer forudsætter, at
der sættes fokus på læreprocesser samt viden og kompetence i virksomhederne.
- Regering og Folketing opfordres
til at indføre virkemidler, der kan støtte opbygningen af helhedsorienterede
miljøkompetencer i alle virksomheder med medarbejderne som forandringsaktører.
5. DEN VILDE FLORA OG FAUNA SKAL SIKRES BEDRE LEVEVILKÅR
Mange års tilbagegang for det vilde plante-
og dyreliv i Danmark skal vendes,
og der skal gives større rum for naturens dynamik. Naturens stabilitet og evne
til at genfinde balance skal styrkes, og naturen skal tættere på nutidens og
fremtidens danskere.
Derfor opfordres regering og Folketing til
- at yde en særlig indsats for at sikre levesteder i større sammenhængende naturområder – og integreret i jordbrugslandskabet
- at afsætte midler til øget naturgenopretning
- at iværksætte tiltag, der kan fremme grønne og ufriserede “åndehuller” for såvel mennesker som vilde planter og dyr i byzonerne, herunder en neddrosling af pleje og “frisering” af offentlige arealer, samt udfasning af brug af pesticider på offentlige arealer
- at justere naturbeskyttelseslovens adgangsregler med det formål at forbedre adgangsforholdene bl.a. til det åbne land. Dette bør ske ud fra en nøje afvejning af adgangshensynet og hensyn til følsomme naturområder og følsom jordbrugsdrift
- at undersøge potentialerne i “flersidig arealanvendelse”, både som forvaltningsprincip og som driftsprincip inden for jordbruget
- at opstille konkrete nationale natur- og miljømålsætninger som led i et “bæredygtighedsbudget”
- at stille krav til kommuner og amter om lokale natur- og miljømålsætninger
Da jordbrugslandskaberne udgør størstedelen
af Danmark uden for byzonerne, er det af stor betydning for den vilde flora
og fauna, at naturhensynet integreres i jordbrugspraksis.
Regering og Folketing opfordres til
- at stille krav om udfasning af brugen af pesticider i jordbruget
- at iværksætte tiltag, der kan fremme ekstensive driftsformer i land- og skovbrug, bl.a. ved at koble jordbrugsstøtten til natur- og miljøkrav og ved øget tilskud til omlægning til økologiske- og naturnære driftsformer
Borgerne skal samtidig have indflydelse
på naturpolitikken og inddrages i natur- og miljøforvalt-ningen. Hvilken natur
vi skal have hvor i Danmark bør bestemmes i et samspil mellem borgere, lodsejere,
lokale myndigheder samt de centrale politiske og administrative instanser.
- Regering og Folketing opfordres
til at lade naturforvaltningen være et område, hvor der eksperimenteres med
borgerinddragelse og nye beslutningsfora inden for de rammer, som kravet om
bevarelse af vores naturgrundlag sætter.
6. DET OFFENTLIGE SKAL GÅ FORAN SOM GRØN FORBRUGER OG GRØN VIRKSOMHED
Det offentlige har en forpligtigelse
til at gå foran og vise, at det i sine handlinger lever op til de samme krav,
som stilles til virksomheder og borgere. Konsekvent miljøbevidst indkøb af varer
og tjenesteydelser samt konsekvent miljøvenlig drift af institutioner, bygninger
og arealer kan medføre store forbedringer for miljøet.
Stat, amter og kommuner indkøber
og forbruger årligt varer og tjenesteydelser for ca. 100 milliarder kr. Ved
at stille konsekvente miljømæssige krav til varer og tjenesteydelser, og dermed
producenter og leverandører, kan det offentlige bidrage til at sætte skub i
miljøcertificeringen af danske virksomheder. Kun ca. 650 ud af landets ca. 300.000
virksomheder er miljøcertificerede i dag. Det kan desuden bidrage til at forøge
antallet af miljømærkede produkter på markedet.
- Vi opfordrer regering og Folketing
til at fremskynde overgangen til en konsekvent grøn indkøbspolitik hos det offentlige
og stille krav til det offentlige om at indføre konsekvent miljøvenlig drift
af egne institutioner, bygninger og arealer, f.eks. via miljøstyring.
Progressive erhvervsvirksomheder
vedkender sig ikke blot et økonomisk ansvar over for deres aktionærer, men også
et videregående miljømæssigt og socialt ansvar. Deres regnskaber er kendetegnede
ved en “tredobbelt bundlinje”.
- Vi opfordrer regering og Folketing
til at understøtte brug af “den tredobbelte bundlinje” ved at indføre miljøklausuler
og sociale klausuler i forbindelse med offentlige udliciteringer.
Samlet vil disse tiltag betyde, at
virksomheder, der ad frivillighedens vej går i spidsen for et bedre miljø og
et rummeligere arbejdsmarked, opnår en fortjent konkurrencefordel.
7. LOKALSAMFUNDENE SKAL STYRKES
I de seneste årtier har landdistrikterne
befundet sig i en ond cirkel med faldende beskæftigelses- og indtjeningsmuligheder
samt svindende skattegrundlag og offentlig service. De handlende er stort set
forsvundet, og tilbage er en stadig mindre lokalbefolkning, der ofte må køre
langt til arbejde i og omkring de større byer. I dag bruger befolkningen i landdistrikterne
primært bilen til at bevæge sig mellem forskellige “satellitter” i deres hverdag
(arbejde, institutioner, indkøb mv.), og de privatøkonomiske udgifter til persontransport
i egen bil afspejler ikke de samfundsmæssige omkostninger.
Vi ønsker, at der udvikles bæredygtige
lokalsamfund også i landdistrikterne med beskæftigelsesmuligheder og velfungerende
servicefunktioner. Der skal skabes incitamenter for at tiltrække nye grønne
virksomheder og institutioner, herunder også arbejdspladser for den højtuddannede
og vellønnede del af befolkningen.
- Regering og Folketing opfordres
til at iværksætte undersøgelser af, hvordan der udvikles en erhvervs- og boligstruktur
i landdistrikterne, som også kan bidrage til at reducere persontransporten i
egen bil.
Der er desuden behov for en revurdering
af hvilke aktiviteter og funktioner, der skal tillades i landdistrikternes landzoner.
Målsætninger om øget adgang til naturen, flersidig arealanvendelse og muligheder
for eksperimenter med økologiske boformer støder på barrierer, specielt i form
af amternes forvaltning af naturbeskyttelsesloven og planlovens zonebestemmelser.
- Regering og Folketing opfordres
til at iværksætte et sammenhængende udredningsarbejde om revision af lovgivning
og forvaltningspraksis på disse områder, herunder vurdering af fordele og ulemper
set i et bæredygtighedsperspektiv. Som udgangspunkt bør planlovgivningens zonebestemmelser
ikke stå i vejen for en bæredygtig udvikling i landdistrikterne.
Det skal dog sikres, at en mere lempelig
praksis over for økologiske projekter i lille skala, ikke fører til at der også
lempes over for placering af større bebyggelser og større erhvervsvirksomheder
i landzonerne.
8. DER SKAL SKABES RUM FOR FOLKELIG INVOLVERING I OG DIALOG OM BÆREDYGTIG UDVIKLING
Bæredygtig udvikling er i høj grad
et spørgsmål om forandring af grundlæggende holdninger og adfærdsmønstre. Denne
forandring kan erfaringsmæssigt ikke ændres pr. direktiv, men kun i dialog om
og i afprøvning af nye mønstre. Der skal derfor skabes udvidet rum for dialog
om og eksperimenter med bæredygtige løsninger.
Regering og Folketing opfordres til
- at oprette en økologisk ombudsmandinstans, der gives mulighed for at sætte skøn over regler, hvor der er tale om økologisk og socialt fornuftige projekter, set i et bæredygtighedsperspektiv
- at indføre eksperimentelle zoner, hvor befolkningen kan eksperimentere med nye bæredygtige løsninger med udvidet mulighed for dispensation fra lovgivning m.v.
- at skabe incitamenter til at andelen af Lokal Agenda 21-aktive kommuner øges fra de nuværende ca. 70% til 100% inden FN´s Rio+10-topmøde i år 2002
Kravene om helhedssyn og bred inddragelse
af forskellige aktører har ikke støtte i dansk forvaltningstradition, og myndighederne
står tydeligvis tøvende over for, hvordan man skal leve op til disse udfordringer.
- For at øge erfaringsgrundlaget
opfordres regering og Folketing til at igangsætte forskning og eksperimenter
inden for “sektorintegration” samt nye demokratiske dialog- og samarbejdsformer,
der inddrager forskellige typer aktører.
De Grønne Guider, Den Grønne Fond
og Den Grønne Jobpulje har været væsentlige drivkræfter i de senere års lokale
arbejde med bæredygtighed.
- Regering og Folketing opfordres til
at videreføre og styrke Det Grønne Sekretariat (Den Grønne Fond og Den Grønne
Jobpulje) og de Grønne Guider.
Læring om bæredygtighedens principper
og praksis må være en integreret del af alle former for uddannelse og kompetenceopbygning,
specielt opdragelse og uddannelse af børn og unge.
- Regering og Folketing opfordres
til at indskrive emnet “bæredygtighedens principper og praksis” i folkeskolernes
undervisningsplaner.
9. DANMARK SKAL GÅ FORAN I ARBEJDET FOR GLOBAL SOLIDARITET
I det 20. århundrede vænnede vi os
gradvist til at udvise solidaritet med de svageste i vort eget samfund over
skattebilletten.
I det 21. århundrede er det visionen
at udvide solidariteten til at omfatte hele jordens befolkning.
Dette kræver en grundlæggende nytænkning
af de rige landes bistandshjælp, som lider af en række svagheder og mangel på
effektivitet. Hjælpen må i højere grad internationaliseres (multilateral hjælp)
og finansieres via internationale, direkte indtægtskilder, f.eks. skat på spekulative
valutatransaktioner. Bistandshjælpen må samtidig omlægges fra det nuværende
“almisseprincip” til lovbundne blok-udligningstilskud, som vi kender det mellem
rige og fattige kommuner i Danmark, og som man også ser tilløb til gennem strukturfondene
inden for EU. Endelig skal tilskuddene kunne knyttes til betingelser om demokratisk
styre og bæredygtig udvikling i modtagerlandet, og de skal undergives en international
uafhængig revision og evaluering for at undgå misbrug og sikre effektivitet
i anvendelsen af udligningstilskuddene.
- Vi opfordrer regering og Folketing
til i EU, FN og andre relevante fora at arbejde for en omlægning af de rige
landes udviklingsbistand efter de her nævnte principper.
Omfordeling gennem bistandshjælp
er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Bistanden må suppleres med nye principper
for solidaritet, først og fremmest “fair trade”, der giver fattige lande adgang
til vores markeder uden toldbarrierer.
Desuden skal vidensoverførsel gennem
uddannelse, træning samt hjælp til strukturomlægninger give bønder, fiskere
o.l. i den tredje verden et bedre udkomme og dermed mulighed for en bæredygtig
dyrkning og brug af naturgrundlaget.
- Vi opfordrer regering og Folketing
til at indskrive sådanne principper for global solidaritet i den nationale plan
for bæredygtig udvikling og at arbejde for deres udbredelse blandt de vestlige
industrilande.
10. ET INTEGRERET SÆT AF BÆREDYGTIGHEDSINDIKATORER SKAL UDVIKLES
Vurderingen af, om udviklingen i
samfundet er udtryk for frem- eller tilbageskridt, har hidtil været tæt knyttet
til måling af økonomiske nøgletal, specielt bruttonationalproduktet (BNP). Som
et mål for en periodes økonomiske aktivitet, der principielt opgøres i markedspriser,
er BNP hverken designet eller egnet til at sige noget om bæredygtighed. Desuden
bygger BNP som udviklingsmål på et konkurrerende koncept, der fremmer international
sammenligning med fokus på materiel vækst og kulturel uniformitet.
Styring mod bæredygtig udvikling
kræver udvikling af nye, mere helhedsorienterede redskaber. Når vi ønsker et
helhedsorienteret billede af udviklingen, må vi derfor forlade idéen om ét enkelt
udviklingsindeks og gå over til et sæt af bæredygtighedsindikatorer. Et sådant
skal bestå af en række kvantitative og kvalitative indikatorer, der hver især
fungerer som pejlemærke for tilstanden, belastning-en eller indsatsen inden
for et nøgleområde af betydning for en bæredygtig udvikling. Samlet skal et
sådant indikatorsystem integrere alle aspekter af en bæredygtig udvikling og
synliggøre sammenhæng-ene mellem sektorerne. Det skal kunne vise noget om udviklingens
retning på kortere og på længere sigt.
Bæredygtighedsindikatorer skal bruges
både som prioriteringsværkstøj for udarbejdelse af strategier og som opfølgningsværktøj.
Valget af indikatorer må afspejle de problemområder og de målsætninger, der
sættes på dagsordenen som væsentlige for bæredygtig udvikling. Desuden må indikatorerne
underkastes løbende evaluering og udvikling i takt med, at problemer og fokusområder
forandrer sig.
- Det anbefales regering og Folketing
at udvikle et sammenhængende system af bæredygtighedsindikatorer, der må indeholde
i hvert fald følgende overordnede kategorier af indikatorer:
-
Indikatorer
for produktionens og forbrugets fysiske volumen og beslaglæggelse
af natur:
kvantitative og kvalitative indikatorer
for materialeforbrug, energiforbrug og arealforbrug.
-
Økonomi-
og teknologiindikatorer:
indikatorer for en forebyggende miljøindsats,
herunder indikatorer for grønne investeringer, indikatorer for forskning i samt
udvikling og anvendelse af grønne teknologier.
-
Sociale
indikatorer:
objektive og subjektive velfærdsindikatorer,
herunder sundheds- og livskvalitetsindikatorer, demokratiindikatorer og uddannelsesindikatorer.
-
Miljøindikatorer:
indikatorer for belastningen af miljøet,
herunder indikatorer for CO2-udslip, pesticidforbrug, brug af farlige stoffer
og affaldsdannelse. Indikatorer for tilstanden i miljøet, herunder kvantitative
og kvalitative indikatorer for luftens, vandets og jordens tilstand.
-
Naturindikatorer:
indikatorer for den vilde flora og
faunas tilstand, livsbetingelser og mangfoldighed, indikatorer for økosystemers
stabilitet og evne til at genfinde balance.
- Det forudsættes, at indikatorsystemet
kobles til mål og handlingsplaner via et “bæredygtigheds-budget” eller til målsætninger
for, hvad indikatorerne skal vise på mellemlangt og langt sigt, f.eks. om hhv.
5, 10 og 20 år.
Valget af indikatorer inden for de
fem overordnede kategorier er knyttet til de værdier og målsætninger, den samfundsmæssige
udvikling skal fremme. Derfor kan valget af indikatorer ikke afgøres rent sagligt.
- Vi opfordrer derfor regering og
Folketing til at lade valget af bæredygtighedsindikatorer være et nøglespørgsmål
i den brede samfundsmæssige dialog, som må være grundlaget for en National Agenda
21, og et redskab til at inddrage borgerne aktivt i at definere og præge en
bæredygtig udvikling.
|